Page 41 - Bogen_indhold
P. 41

blerne, blandt andet i MDF’en, idet dette tog mange mandetimer, ofte var fejlbehæftet, og
           ofte var en barriere for at indføre ny access teknologi, f.eks. bredbånd. Den såkaldte ”kug-
           levælger” var én af Sture’s ideer, som ganske vidst ikke er blevet kommercialiseret. Sture
           havde vistnok sit eget værksted på Ericsson hvor han kunne gå og opfinde...

           I parallel med BeeWIP II aktiviteterne havde Sture Roos fået opbakning i Ericsson for
           at lave løsninger der kunne muliggøre nem og billig installation af DSL. Ericsson havde
           nemlig indset at det ikke kun var udstyrets (dengang) høje pris, som var en hindring for en
           hurtig udbredelse af DSL; det var ligeså meget det faktum at der skulle pilles ved kablingen
           hos hver eneste abonnent som skulle have bredbånd i tilføjelse til sin almindelige telefoni-
           forbindelse. (Der var naturligvis endnu en hindring, som var kendt lige siden ISDN dagene
           – der manglede simpelthen spændende og fornuftige ting at bruge bredbånd til! Det er van-
           skeligt at forstå i dag hvor bredbånd er lige så nødvendigt og naturlig som rindende vand i
           boligen, men man må huske at dette var i tiden før FaceBook, YouTube, Google, aviser på
           nettet, blogs, og e-mail var heller ikke så udbredt endnu). Der var foreslået et såkaldt ”In-
           stantDSL” projekt i fase 1 til 3. Jørn Yde aftalte med Ove Anebygd, at Diax skulle arbejde
           sammen med Sture Roos omkring Instant DSL fase 1 for at sikre noget realisme i projektet;
           at det faktisk kunne udvikles og produceres. Resultatet blev at Axel Frank Jensen og Sture
           Roos arbejdede sammen i Stockholm i sommeren 2000. De foreslog en løsning hvor man
           installerede billig og miljø-robust DSL teknik for samtlige abonnenter i MDF’en – og når
           abonnenten så var overtalt til at tilkøbe bredbåndstjenesten, så klikkede man i et vindue på
           management systemet og DSL elektronikken blev da koblet ind på hans linie!

           Ideen med at montere elektronikken i MDF’en viste sig senere ikke at fungere i praksis,
           men den nødvendiggjorde at DSL løsningen var lavet i små, lette, miljø-robuste enheder, og
           dette kom til at præge hele EDA programmet som et gennemgående krav. Ideen var, at disse
           små enheder skulle forbindes af 155 Mbit/s ATM kabler.

           Andre løsninger på at automatisere MDF’en blev også forsøgt, blandt andet en motoriseret
           kablingsmatrix fra OKI og en løsning med solid-state relæer indbygget i selve backplane’t...
           I December 2000 blev det klart at BeeWIP II ikke ville passere TG2. Ingen af de andre
           fixed-wireless systemer havde givet Ericsson den omsætning man havde håbet på, så man
           reducerede sine investeringer i dette område. I begyndelsen af 2001 aftalte Jørgen Yde
           med Ove Anebygd at Diax skulle lave Instant DSL fase 3, hvilket skulle være et egentligt,
           komplet DSL system som kunne leveres til kunder. BeeWIP II aktiviteterne standsede, men
           det aftaltes at Instant DSL i første kvartal af 2001 kunne betales af BeeWIP II budget som
           en slags restruktureringsomkostning.

           Instant DSL fase 3 projektet startede og fik Tom Simonsen som projektleder og blev givet
           kodenavnet Diesel. Et af de bærende EDA koncepter kom frem på dette tidspunkt: Der


           40
   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46