Page 34 - Bogen_indhold
P. 34

5  ”Access krigen”


           Fra midten af halvfemserne var fleksibel access virkelig ”hot”. Der var efterhånden mange
           aktive leverandører på dette marked både udenfor men også indenfor Ericsson. Ericsson
           købte halvdelen af firmaet ASCOM med hovedkvarter i Bern, for at få adgang til deres
           transmissionsprodukter, samt til det svejtsiske marked. I tilgift fik man deres fleksible
           multiplexer kaldet UMUX – ’U’ stod for Universal. På overfladen havde Diamux og
           UMUX mange af de samme egenskaber, men under motorhjelmen kunne man se at de
           havde forskellige ophav. Diamux havde jo DIKON som stamfader, og havde derfor en ikke-
           blokerende time-slot vælger – CSB’en. UMUX kom fra transmissionsverdenen, og havde
           derfor sin multiplekseringsfunktion implementeret som en bus på back-planet og på hvert
           printkort. Der var en kraftig kappestrid mellem Diamux og UMUX udviklerne om at have
           flest features og komme først med ny funktioner. Derfor var Ericssons Market Units ofte
           forvirrede med hensyn til hvilket produkt de skulle tilbyde til operatørerne. Ofte blev der
           tale om en intern ”udbudsrunde”, og nogle gange endte det endda med at begge produkter
           blev tilbudt til kunderne!


           Senere købte Ericsson det californiske firma Raynet, som havde specialiseret sig i pas-
           sive optiske netværk, PON. PON teknologien baserer sig på at man kan ”splitte” en fiber,
           lysbølgerne følger så med og kan sendes ud til flere modtagere. Teknikken har gennem
           lang tid haft sine fortalere i kabel og transmissionsverdenen, hvor man er opmærksomme
           på at spare fibre, og det virker tillokkende at én fiberterminal oppe i nettet kan forsyne et
           stort antal enheder i hjemmene eller på fortovene. PON er ofte blevet set som den ideelle
           løsning til fiber-to-the-home. PON er dog grundlæggende mest egnet til envejs tjenester
           som for eksempel videotransmission. Tovejs tjenester kræver en avanceret synkronisering
           af accessnodernes upstream transmission, således at det hele ikke kolliderer og bliver til støj
           i den optiske splitter. Raynet havde to produkter, et videodistributionssystem - RVS, og et
           multiservice access system, LOC-2i, med POTS, ISDN osv, samt et management system,
           iRIDES. AT&T i New York var én af de betydende LOC-2i kunder, Deutsche Bundespost
           købte også systemet til etablering af moderne access net i det tidligere DDR.

           Diamux, UMUX og LOC-2i konkurrerede hårdt om at være det primære access system i
           Ericsson, især omkring nogle store projekter i Malaysia og Indonesien. Der blev spildt
           mange gode kræfter som kunne være brugt til at konkurrere med andre leverandører,
           desværre ikke for eneste gang i historien.
           Udover disse fleksible, eller multi-service, access systemer, havde Ericsson naturligvis
           sin RSS (Remote Switching Subsystem) som leverede POTS og ISDN tjenester fra AXE
           telefoncentralen. RSS var og er det langt mest solgte abonnentsystem fra Ericsson, og var
           igennem mange år det produkt der bar hele Ericsson oppe, kommercielt set. Denne rolle er
           efter årtusindeskiftet helt overtaget af GSM systemerne.


                                                                             33
   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39